Skanderborg Kommune ønsker at udbyde totalrådgiveropgaven vedrørende landskabsarkitektarbejderne med tilhørende ingeniørarbejder for projektet Omdannelse af Adelgade Syd.
Udbuddet gennemføres i henhold til Udbudsloven og som en begrænset udbudsprocedure.
Adelgade Syd, er den sydlige del af Adelgade i Skanderborg, som er hovedgaden/hovedhandelsgaden gennem Skanderborg midtby.
Det er besluttet, at biltrafikken skal fylde mindre, og til dels ledes uden om Adelgade Syd. Derudover skal gaden skal gøres mere attraktiv som handels-strøg og for bedre at kunne anvendes til events som lørdagsgågade, Smuk-by-arrangementer, torvedage, musik eller andre midlertidige events, ved midlertidig at lukke for den kørende trafik.
Da det er nødvendigt at fastholde en del af biltrafikken, skal der etableres ensrettet biltrafik fra nord mod syd. Derudover skal der være cykeltrafik i begge retninger. Da Adelgade er meget bred, ca. 23 m, er der ud over plads til nævnte trafik, plads til i begge sider af gaden at etablere et ca. 8 m bredt gå-gadeareal.
Det samlede areal udgør ca. 11.500 m2.
Lytt Urban Architecture har udarbejdet et Dispositionsforslag for projektet. Projektet er som sådan fastlagt inden for visse rammer, idet dispositionsforslaget angiver hvorledes Adelgade Syd grundlæggende skal designes og disponeres. Der er fortsat mange detaljer, der skal fastlægges, hvilket er en del af totalrådgiverens opgave.
Ud over Dispositionsforslaget er der også udarbejdet en Beskrivelse, der som supplement til Dispositionsforslaget går mere i dybden inden for forskellige emner.
Skanderborg Kommune lægger vægt på, at der arbejdes med bæredygtighed under projekteringen, og der er således krav om gennemførelse af LCA-beregninger, hvilket er uddybet nærmere i udbudsmaterialet.
Den økonomiske ramme for entreprenørarbejderne udgør ca. kr. 28.000.000,- ekskl. moms, og udgør alle håndværkerudgifter herunder bl.a. byggepladsudgifter. Hertil kommer budget for vinterforanstaltninger, bygherreleverancer og 15 % til uforudsete udgifter i anlægsperioden.
Projektet er nærmere beskrevet i Dispositionsforslaget og Beskrivelsen, vedlagt udbudsmaterialet, hvortil der henvises.
Med udgangspunkt i ovennævnte materiale og udbuddets øvrige bilag, skal den kommende totalrådgiver således bringe projektet fra dets nuværende stade videre til et projektforslag og derefter udbudsprojekt, som herefter udbydes i hovedentreprise.
Ud over projektering, skal totalrådgiveren også varetage byggeledelse, fagtilsyn og projektopfølgning.